Militarismen – Uddrag af Jeppe Aakjærs digte og prosa

Beskrivelse

Forordet til Militarismen:
Danmark har sandelig ikke været forskånet for krige og voldelige konflikter. Så langt tilbage historien går, har der til alle tider været krigere, som tog ejerskab og magt. De rigdomme, som de tilranede sig, satte dem i stand til at bevæbne hære; først med frivillige og senere med tvang. Tiderne og krigerne skiftede; men militarismen udviklede sig fortløbende som sin egen struktur i samfundet. Somme tider var udviklingen i vores danske favør, især i søværnet; men oftere haltede vi noget bagefter. Det var heller ikke til alle tider lige let for militarismen at hverve kampklare og duelige krigere.
Den franske revolution i 1789 var et vendepunkt, hvor demokrati fik vækst; men det svækkede overhovedet ikke militarismen. Det blev blot nye typer af krigere, som tog fat – politikere og industrifolk – hvilket de gjorde med en så uhyggelig effektivitet, at tanken om ”aldrig mere krig” vandt gehør. Nu har vi i mange år troet på, at det kunne lade sig gøre, og vi har frydet os over og vænnet os til, at militarismen fik en decentral rolle. Den blev henvist til ”fredsskabende” aktiviteter rundt omkring, nær og fjern.
Nu er tiden kommet, hvor vi må erkende vores naivitet. Militarismen er en selvforstærkende proces. Når den øges hos den ene, så må den anden følge med, og når den når et vist niveau, kan det blive fristende at udnytte det. Hvis ikke nogen besinder sig undervejs, og prøver at dæmpe gemytterne, så går militarismen kun én vej, og det er krig. Vi er i dag kommet til det punkt her i Danmark, at vi er klar over, at det er galt fat; men vi er som befolkning stadig ikke rigtig klar til at tage konsekvensen.
”Du puslinge-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,”
Jeppe Aakjærs Far, Jens Peter, var konfirmand under den Første Slesvigske Krig; men under den Anden Slesvigske Krig i 1864 blev han indkaldt. Han tog lån og skrabede alle tilgængelige frie midler sammen og købte sig fri. Det var så bekosteligt, at familien aldrig rigtig forvandt gælden. At krigen ophørte, før han skulle aftjene, gjorde ikke familiens holdning til militarismen mildere.
Året hvor Jeppe blev født i 1866 var genopbygningen i gang. Ude i Europa var der mange større og mindre krige og konflikter, som både Jens Peter og knægten Jeppe var orienterede omkring. Jeppe erkendte som voksen, at de 50 mellemkrigsår kun var en relativ fred, og benyttede sin foredrags- og forfattervirksomhed til at udbrede sin antimilitarisme.
Han var hele sit liv medlem af Socialdemokratiet, og udtrykte i det stille sympatier for kommunismen. Ind imellem lidt naivt, men også aktivistisk og endog revolutionært. Men i fredelig dialog og med forandring i fornuft, og derfor følte han en stærk modvilje mod de voldelige metoder, som blev båret frem i tiden. Da optakterne til Første Verdenskrig begyndte at rumstere, rasede han i sine forudsigelser mod kapitalen og våbenindustrien. Under og efter krigen gik det mere i retning af sørgmodig erkendelse.
Jeppe Aakjær levede under samfundets udvikling fra bondesamfund i retning mod industrisamfund og tordnede imod den ufornuft som prægede udviklingen. I dag lever vi i Den Moderne Tid som startede i 1970’erne, hvor samfundet udvikler sig i retning af digital teknologi, kunstig intelligens, robotter og en aldrig før oplevet global rigdom. Det hele kunne være så godt; men skæv fordeling af goder, herskesyge og grådighed er ved at ændre den relativt stabile verdensorden, som har været gældende her hos os, siden den Anden Verdenskrig. Vi oplever en stigende utryghed og stærkt stigende militarisering. Derudover er to nye faktorer kommet til, som Aakjær ikke kunne forudse. Jordens befolkning er i dag 4½ gange større end dengang Aakjær gav sin mening til kende, og siden er klimaforandringerne kommet til. De tre faktorer hænger sammen og forstærker alle tre hinaden. Han havde heller ingen anelse om computere, robotter, AI, GPS, Satelitter, jetfly, droner, missiler og da slet ikke atombomben.
De to tidsaldre har flere forskelligheder end sammenligneligheder; men måske kan vi alligevel genfinde nogle af Jeppe Aakjærs holdninger til krig og militarisme i vores egen tid. Måske kan vi bruge noget af det i vores egen holdning til vores samtid. Under alle omstændigheder, så er det interessant at følge et menneskes skarpe holdninger til en så konkret sag som militarismen over 40 år, fra han var 21, til han var 60.