Jeppe Aakjær – Spillemand og stridsmand – af Henrik Fibæk Jensen

Beskrivelse

Dybdegående biografi om Jeppe Aakjærs liv og forfatterskab fra hans fødsel den 10. sept. 1866 til hans død den 22. april 1930. Skivebogen fra 1999 udgivet af Historisk Samfund for Skive og Omegn. Bogen hedder Jeppe Aakjær – Spillemand og Stridsmand af Henrik Fibæk Jensen, Skive.

Historisk Samfund for Skive og Omegn er startet i 1909 og har fra 1910 hvert år udgivet en årbog med lokalhistoriske artikler hvert år siden. Jeppe Aakjær blev medlem af foreningen i 1910, og fra 1911 var Jeppe Aakjær foreningens redaktør, indtil han i 1926 nedlagde hvervet som redaktør. I Jeppe Aakjærs tid som redaktør skrev Jeppe Aakjær personligt flere og flere af artiklerne selv, idet der til sidst var flere år, hvor Jeppe Aakjær var eneste forfatter af bogens artikler.

Dette eksemplar af Skivebogen indeholder alene biografien om Jeppe Aakjærs liv og forfatterskab som en hyldest til Jeppe Aakjær.

Bogen er opdelt i 3 hovedafsnit, således:

1. afsnit (bogens kap. 1 – kap. 4) er en kronologisk kortlægning af Aakjærs liv og værk fra hans fødsel i 1866 og frem til 1906.
2. afsnit (kap. 5 – kap. 9) er en beskrivelse af Aakjærs liv fra hans indflytning på ”Jenle” i 1907 og frem til hans død i 1930 på ”Jenle” samt en genremæssig opdelt gennemgang af hans forfatterskab i samme periode.
3. afsnit (kap. 10) er en konkluderende afdækning af ”den dobbelte Aakjær”.

Den vigtigste kilde til afsnit 1 er Jeppe Aakjærs erindringer. ”Mere upålidelig selvbiografi er vist aldrig fremkommet på dansk” skriver P. G. Lindhardt med specielt henblik på Aakjærs omtale af Morten Pontoppidan (”Morten Pontoppidan I” 1950 s. 237). Også Marie Bregendahl mener, at erindringerne ”bør omgaaes med Forsigtighed” (89), da især ”Bind II og Bind III er vrimlende fulde af Urigtigheder” (81). Aakjær havde på sine ældre dage en meget dårlig hukommelse, for at bøde på denne for en memoire-forfatter ret uheldige skavank, støttede han sig til sine egne breve, der jo var skrevet i kampens hede. Men ”da det kun er hans egne Breve han bruger som Grundlag. Eller kun, hvad han selv har kunnet finde paa, at skrive om Mennesker. Ting og Forhold, er det ikke saa let at bedømme hvor meget eller hvor lidt, der er Virkelighed deri”. En hukommelse spækket som en si suppleret med en syndflod af breve, der ”som oftest kun havde en svævende Forbindelse med den reale Verden”, kunne synes en dårlig cocktail (82)!

Alligevel er Aakjærs erindringer uhyre fascinerende læsning, og de lægger en disposition for hans livsforløb frem til indflytningen på Jenle. Med lidenskabeligt engagement angiver de den ”Retningslinie” som er ”den eneste fuldgyldige for mig og min Virksomhed (ER4.203). I øvrigt vil vurderinger af mennesker i sagens natur altid være subjektive, så derfor er det næppe korrekt som Lindhardt og Marie Bregendahl at påstå, at Aakjærs portrætter af for eksempel Morten Pontoppidan og Søren Bregendahl er ”forkerte”. Sådan opfattede Aakjær dem nu én gang, men andre har givetvis opfattet dem helt anderledes!

I afsnit 2 bryder jeg den kronologiske disposition. Efter min mening lader Jeppe Aakjær 23 år på digtergården i Salling sig nemlig bedst opfatte som én lang, sammenhængende arbejdsperiode, hvor han systematisk fortsatte den afdækning af landbosindet, som han var startet på omkring årtusindeskiftet. Afsnittet omfatter fire kapitler, der handler om hhv. privatmanden/landmanden, agitatoren, forfatteren og lokalhistorikeren Aakjær.

Afslutningsvis forsøger jeg i 3. afsnit at indkredse ”den dobbelte Aakjær”. – Som lyriker var Aakjær bagudrettet, han skabte sine største digte, når han genkaldte sig barndommen i Aakjær i 1870’erne – som agitator var han altid fremadrettet, han kæmpede for en mere retfærdig fordeling af samfundsgoderne. Men kan man nå sit ypperste som kunstner ved at mindes den fortid, man som samfundsreformator for længst har vendt ryggen?

”Jeppe Aakjær – Spillemand og stridsmand” har ingen registre, men den udførlige indholdsfortegnelse gør det muligt hurtigt at finde frem til de perioder af Aakjærs liv, de aspekter af hans virke eller de værker af ham, man måtte være specielt interesseret i. På denne måde skulle bogen også kunne anvendes i undervisningsmæssig sammenhæng. Den omfattende litteraturliste, som der løbende refereres til, giver nyttigt afsæt til videre studier.